En ny museumslov er på vej. I slutningen af september vil Kulturministeriet fremlægge et gennemarbejdet forslag til høring i offentligheden, og med vedtagelse og ikrafttræden måske allerede i 2001.

Det var også på tide, må man sige. Loven har nemlig været længe under vejs. Den nuværende lov bygger i store træk på den første "rigtige" museumslov fra 1976, hvor administrationen af både kunst- og kulturhistoriske museer blev samlet i en enkelt lov. Statens Museumsnævn blev den fælles administrator af museumsområdet, godt hjulpet af de nye lokale amtsmuseumsråd.

De nye rammer gav gode vækstmuligheder oven i de favorable tilskudsordninger, som havde eksisteret siden loven for kulturhistoriske museer i 1958 og loven for kunstmuseer i 1964. Princippet for statstilskud var i store træk: Hvis der blev givet en krone i lokalt tilskud, gav staten tilsvarende en krone. Sådan cirka krone for krone. Det medførte en enorm vækst af et meget decentralt museumsvæsen. Der kunne for alvor ansættes professionelle ledere. I 1956 var der kun faglige ledere på 8 af de da 38 statsanerkendte kulturhistoriske museer; i dag har alle museer en fagligt uddannet leder og hertil et hav af andre medarbejdere.

Antallet af museer er steget kraftigt til dagens mere end 150 - og adskillige står på venteliste for at blive godkendt.

Det er en succeshistorie om en institution med spinkle rødder langt tilbage i historien, men som først blev landsdækkende inden for de seneste 30 år. Hver egn har fået sine museer. Denne del af kulturtilbuddene er - i hvert fald geografisk - blevet demokratiseret.

Gartner søges til vildvoksende have

Denne selvgroede struktur har været museumsverdenens styrke, men er efterhånden også blevet dens svaghed. Væksten har været vildtvoksende. Museernes have er derfor ikke særlig fin. Mange ens vækster står alt for tæt ved siden af hinanden og skygger for nyttige og smukke blomster. Gamle træer trænger til beskæring af visne grene og generelt skal der gødes, hvilket især vil gavne spæde skud på gold jord. Haven har længe trængt til en gartner.

Der har ofte været talt om en ny museumslov, men det er blevet ved snakken bortset fra mindre justeringer. Den nuværende lov fra 1989 omfattede kun meget få ændringer, og ikke engang ihærdige forsøg fra daværende kulturminister Jytte Hilden's side omkring 1994-95 kunne få en ny lov på skinner. Hertil var modstanden fra en kompakt museumsverden for stor.

Ind kom de regionale forsøg

I stedet blev museumsområdet mere eller mindre bevidst søgt forandret ved at lægge ansvaret for museerne ud via de regionale kulturforsøg. Kulturministeriet ville fremover sørge for sine statslige museer, som skulle være spydspidserne for udviklingen. De skulle være de førende og vigtigste. Alle de små lokale museer skulle kommunerne have ansvaret for, men delvist finansieret gennem bloktilskud.

Selvom der kom en permanent ordning for regionale kulturaftaler i 1999, måtte man samtidig indse, at strategien var slået fejl på museumsområdet. De mange lokale museer var for vigtige til at de kunne sejle deres egen sø. De kom tilbage til det landsomfattende museumsvæsen, hvor de atter skulle indsende arbejdsplaner og årsrapporter for at indgå i den landsdækkende koordinering og planlægning. Kun Kulturministeriets IT-satsning Kulturnet Danmark har ikke opdaget, at den officielle bevågenhed ikke mere er helliget de institutioner, som mere eller mindre tilfældigt har en krone på deres brevpapir.

Kommer pionerånden igen?

En ny museumslov er nødvendig. Og den kommer på det rette tidspunkt. Den generation af museumsfolk, som for alvor gjorde museerne professionelle, skal i de kommende år på pension. Det vil give plads til en ny generation, som måske kan være med til at genskabe den pionérånd, der var i 1970érne.

Det økonomiske grundlag vil i hvert fald være i orden de næste par år. Fra 2002 vil der årligt være 25 mio. kr. mere til rådighed, hvilket vil give det enkelte museum en stigning i det statslige tilskud på ca. 10%